Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere inviterer dig til årets største faglige og sociale begivenhed. To dage med viden, videndeling og værdifuldt netværk – i skønne omgivelser og med spændende oplæg, ny viden og god mad.
Overordnet program
Fredag d. 14. november
Kl. 09:00-09:30: Let morgenmad
Kl. 09:30-15:00: Generalforsamling afbrudt af pauser og frokost
Kl.15:00-15:30: Pause
Kl.15:30-17:30: Kursus om kæberne, knoglerne, kraniet og patienternes medicin
Kl.17:30-18:00: Drinks
Kl. 19:00 Middag og netværkshygge
Lørdag d. 15. november
Kl.10:00-13:00: Kursus om fokus på overenskomster og tilskud
Kl.13:00: Farvel og tak for denne gang og to go sandwich
Fredag d. 14. november – Generalforsamling og fagligt program
Vi starter dagen kl. 9.00 med morgenbrød og mulighed for at besøge de udstillende leverandører.
Generalforsamlingen starter kl. 9.30
Her kan du som medlem få indflydelse på foreningens arbejde og retning:
- Formandens beretning
- Behandling af forslag
- Valg af bestyrelse, formand og suppleanter
- Præsentation af hovedlinjerne for arbejdet i 2026
- Undervejs er der pauser til netværk og udstillerbesøg
Efter generalforsamlingen er der fagligt kursus med specialtandlæge Merete Aaboe.
Bliv klogere på kraniet, kæberne, knoglerne og patienternes medicin når Merete Aaboe, specialtandlæge i Tand-, Mund- og Kæbekirurgi, tager os igennem basis for det odontologiske arbejde, du som klinisk tandtekniker udfører.
Kraniets formål er, at beskytte hjernen, fungere som en naturlig hjelm og støtte ansigtet. Herudover fungerer kraniet også som hæfte for muskler, der er involveret i tygge- og hovedbevægelser. Foredraget vil gennemgå udviklingen af kraniet fra fostertilstand til voksen tilstand samt hvordan kraniet og kæberne kan ændre sig over tid. Hos barnet ændrer kæberne sig alt efter antallet af anlagte tænder og efter placeringen af disse tænder. Hos voksne ændrer kæberne sig i takt med den videre vækst af kæberne gennem livet og i forbindelse med tab af tænder.
Kraniet består af knogler. Knogler er levende væv, der løbende udskiftes. Knoglernes velbefindende er afhængige af deres funktion, deres indhold af mineral og vitaminer, deres ejermands indtagelse af kost, alkohol og mulige rygning. Knoglernes velbefindende er yderst vigtigt for anvendelse af implantater. Foredraget vil blandt andet gennemgå, hvordan og hvorfor implantater sidder fast i knoglen indtil de lige pludseligt ikke gør det mere.
Forskellige former for medicin har indflydelse på kæberne, deres vækst og deres velbefindende. Derudover har de forskellige former for medicin betydning for resultatet af den behandling vi foretager på patienterne. Foredraget vil komme ind på mange forskellige former for medicinering, herunder behandling af diabetes patienter, patienter med osteoporose, anvendelse af blodfortyndende medicin, antibiotika med mere. Foredraget afsluttes med information om International Team for Implantology (ITI), en international organisation på 25.000 medlemmer verden over. Organisationen arbejder via uddannelse og forskning for at patienterne får den bedst mulige evidens baserede behandling, hvad angår implantatbehandling med efterfølgende behandling med fast eller aftageligt protetik.
Merete har følgende titler: Uddannet tandlæge fra Tandlægehøjskolen, København 1986, Uddannet specialtandlæge i Tand-, Mund- og Kæbekirurg fra Glostrup Amtssygehus 2001, Ph.d. fra Tandlægeskolen, Københavns Universitet 1996,Ansat på Afdelingen for Tand-, Mund- og Kæbekirurgi, Tandlægeskolen, Københavns Universitet samt Rigshospitalet 2001 – 2007, Ansat på Afdelingen for Tand-, Mund- og Kæbekirurgi, Tandlægeskolen, Århus Universitet 2007 – 2011, Privat kirurgisk henvisningspraksis 2005 – 2022, Ansat i kirurgisk henvisningspraksis 2023, Foredragsholder nationalt/internationalt, Forfatter til artikler i internationale tidsskrifter samt Tandlægebladet, ITI Senior Fellow, Chair ITI Section Denmark,Chair ITI Board of Studies, Member ITI Education Committee.
Dagen rundes af med en drink efterfulgt af fælles middag og social hygge – en oplagt mulighed for at udveksle erfaringer med kolleger fra hele landet.
Lørdag d. 15. november – Fokus på overenskomster og tilskud
Programmet starter kl. 10.00 og varer frem til ca. kl. 13.00
2025 har stået i overenskomsternes tegn i LKT, og vi deler nu ud af den viden, vi har samlet.
Advokat Torkil Høg har gennemgået kommunernes overenskomster og prisaftaler – og resultaterne er både opsigtsvækkende og praktisk relevante.
Du vil bl.a. få indsigt i:
- Hvordan overenskomsterne påvirker dit arbejde i praksis
- Hvad helbredstillægget betyder for dine patienter – og din klinik
- Hvordan du udarbejder behandlingsplaner, der udnytter tilskudsmuligheder optimalt
- Hvordan korrekt vejledning og tilskudssøgning kan give patienten op til 50.000 kr. mere i tilskud om måneden
Formiddagen byder på både oplæg og praktiske eksempler, som du kan tage direkte med hjem i din kliniske praksis.
Vi afslutter traditionen tro med en sandwich-pose til hjemturen.
Priser og pakker
Deltagelse |
Pris |
Generalforsamling fredag formiddag |
Gratis |
Kursus fredag |
500 kr. |
Middag fredag aften inkl. drikkevarer |
500 kr. |
Kursus lørdag |
450 kr. |
Pakke m. hele kurset inkl. middag og overnatning i enkeltværelse |
2.250 kr. |
Pakke m. hele kurset inkl. middag og overnatning i delt dobbeltværelse (pris pr. person) |
1.600 kr. |
Der er mulighed for tilmelding til enkeltdele af programmet eller samlet pakke med overnatning.
Pakkerne er inkl. tilmelding til generalforsamlingen.
Såfremt du køber enkeltdele af programmet tilføjer du blot alle de ønskede elementer til indkøbskurven (eksempelvis: Generalforsamling + Kursus fredag inkl. frokost + Middag fredag aften hvis du kun ønsker at deltage i hele fredagens program).
Tilmelding og betaling
Du tilmelder dig eventet her på siden.
Du vil efterfølgende modtage en faktura fra LKT med betalingsinfo.
Vi glæder os til at byde dig velkommen til faglige input, gode snakke og hyggelige stunder med kolleger fra hele landet.
OBS: Efter tilmelding får du tilsendt en mail med en bekræftelse.
Tjek gerne spam filteret, hvis ikke du har modtaget bekræftelsen efter nogle minutter.